UDFORSK HTX

Hvor kommer de geniale hoveder fra?

Uden geniale hoveder havde vi aldrig set skyggen af den teknologi, vi omgiver os med i dag – forestil dig en verden uden iPhone, 3D-printere og DNA-forskning.

På HANSENBERG Tekniske Gymnasium tror vi på, at uddannelse er vigtig, både når det gælder vores fælles fremtid og overlevelse, for at skabe en fælles forståelse – og for at du kan blive dig selv.

Her lærer du at koble teori med virkelighed, vi har stort fokus på de naturvidenskabelige, de teknologiske og de kommunikative fag, og hvis du synes, at teori er langhåret, så glæd dig, for her kan du også udføre eksperimenter og skabe de vildeste opfindelser i værksteder og laboratorier.

LIVET PÅ HANSENBERG TEKNISKE GYMNASIUM

I XHOUSE, HANSENBERGs eksperimentarium, arbejdes der intenst, to elever er ved at programmere robotarmen til at flytte de kulørte bøtter og stable dem i en snorlige stak.

Et andet sted i det store lokale er der gang i forskelligt el-værktøj, der arbejdes både i træ og metal, eleverne er iklædt sikkerhedsbriller og sikkerhedssko. 3D-printeren er lige ved at være færdig med at printe en prototype på en idé, som nogle kreative hoveder har brugt dage og timer på at beregne og tegne – nu er det spændende, om det virker.

I laboratoriet på Skovvangen er en af pigerne ved at blande en lilla væske i en kolbe, mens hun ryster en løsrevet hårlok på plads. Hendes veninde kigger dybt koncentreret i et mikroskop, begge piger bærer hvide kitler, sikkerhedsbriller og gummihandsker.

MED EN HTX-EKSAMEN ER DU RIGTIG GODT KLÆDT PÅ TIL FREMTIDENS DRØMMEJOB.

Teknisk gymnasium er det rigtige valg, hvis du gerne vil være ingeniør, sygeplejerske, læge, journalist eller måske forsker, men mulighederne er mange flere – du får adgang til over 300 videregående uddannelser.

Vi har ofte projektarbejde, i nogle projekter inddrages flere fag på én gang, og du lærer at samarbejde og idéudvikle i grupper, evner som du får god brug for, både når du skal læse videre – og på arbejdsmarkedet.

Selvom vi ikke sidder med næsen i bøgerne hele dagen, så er vi stadig rigtigt et gymnasium, vi har både fredagscafe, studieture og studenterhuer.

Vil du også gerne klædes godt på – søg ind på optagelse.dk inden den 1. marts 2017

TÆTTERE PÅ VIRKELIGHEDEN 

Teknisk studentereksamen er for dig, der er vild med naturvidenskab, teknologi og kommunikation, og som søger en kreativ legeplads, hvor du både lærer og afprøver teorien.

Nysgerrighed er i centrum, og du vil blive klædt på til fremtiden. En studentereksamen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium giver nemlig adgang til over 300 videregående uddannelser.

Uddannelsens særlige kendetegn er spændende og vekslende undervisningsformer, herunder selvstændig research og værksteds- og laboratorieforsøg, oplevelser for livet og gode forudsætninger for at tage en videregående uddannelse. Et kreativt samspil mellem teori og praksis danner rammen om dine 3 gymnasieår.

Vi holder til på Skovvangen 28, 6000 Kolding i en bygning opført i 2001 og tegnet af arkitekterne Schmidt, Hammer og Lassen.

NATUR - VIDEN - SKAB

Uddannelsen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium er en 3-årig teknisk gymnasial uddannelse med fokus på naturvidenskab, teknologi, produktudvikling og design samt almene gymnasiale fag. 

Målet er helt grundlæggende at give dig de bedst mulige forudsætninger for at fortsætte på en videregående uddannelse. 

Natur

På HANSENBERG Tekniske Gymnasium er der plads til alle, og du vil møde ligesindede, der er nysgerrige efter at undersøge, om teorier holder vand i virkeligheden. Du vil ofte opleve undervisningen tage udgangspunkt i projektarbejde, iagttagelser i naturen og verdenen omkring os eller forsøg i vores mange værksteder og laboratorier.

Viden

Du får viden gennem et teoretisk pensum på højt niveau og en studentereksamen, som giver adgang til de fleste videregående uddannelser. Skoleskemaet kommer bl.a. til at bestå af

  • naturvidenskabelige fag
  • teknologi og teknikfag
  • humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.

Skab

Lær teorien og afprøv den. Skab din egen fremtid. Ofte skal du selv finde en problemstilling og finde frem til en god løsning. Vi lærer dig at tænke selvstændigt, kreativt og innovativt på tværs af fagene i den kreative problemløsning, som er eftertragtet ude i virkeligheden. Du bliver klædt på til en fremtid, hvor den teknologiske udvikling er i fokus.

Grundforløbet er en introduktion til en gymnasial uddannelse.

Men også i høj grad en periode, der har fokus på at styrke dit faglige niveau og give dig forståelse for gymnasiets studieforberedende arbejdsmetoder.

Første skoledag på det nye grundforløb på HANSENBERG Tekniske Gymnasium er mandag den 7. august 2017.

Grundforløbet er på tre måneder, og sidste skoledag på grundforløbet er fredag den 3. november 2017.

Herefter starter dit studieretningsforløb, der strækker sig over resten af de tre gymnasieår.

Fællesskab på tværs af hele gymnasiet

I den første uge bliver der arrangeret mange forskellige aktiviteter, som gør, at du i løbet af kort tid oplever et fællesskab på tværs af hele gymnasiet. Du og dine forældre bliver også inviteret til et fælles opstartsmøde inden for de to første uger af grundforløbet.

Du vil få en kontaktlærer, der sammen med skolens studievejledere, undervejs på grundforløbet, vil hjælpe dig til rette i gymnasielivet og understøtte dig i dit studieretningsvalg.

På det nye grundforløb vil du blive introduceret til studieretningernes fagområder og fag samt de typer videregående uddannelser, som den enkelte studieretning er målrettet mod.

Grundforløbet skal også sikre, at du får en god overgang til gymnasiet, og at du lærer de arbejdsformer at kende, som knytter sig til et teknisk gymnasium. Grundforløbet gør derfor meget ud af at introducere dig til det tekniske gymnasiums fag og arbejdsformer. Samtidig med dette udfordres du fagligt, så du med det samme møder de faglige krav, der stilles i gymnasiet.

Grundforløbets formål

Grundforløbets formål er at kvalificere dit endelige valg af studieretning og forbedre dine muligheder for at gennemføre den valgte studieretning. Du skal derfor ikke længere skrive, hvilken studieretning du ønsker, når du søger ind på gymnasiet.

I stedet skal du til 2 evalueringssamtaler i løbet af grundforløbet – om dit valg af studieretning for resten af skoletiden. Det betyder, at du først begynder i din studieretningsklasse efter grundforløbet.

I grundforløbet indgår også et introforløb, en screening i matematik, to evalueringssamtaler og en obligatorisk forældresamtale.

Obligatoriske fag, som du skal have på grundforløbet:

Dansk
Matematik
Samfundsfag
Engelsk
Kemi
Fysik
Teknologi
Biologi
Informatik/Kommunikation/IT

Flerfaglige forløb

Naturvidenskabeligt grundforløb (NV) og produktudvikling (PU) er to undervisningsforløb, der gennemføres i grundforløbet. Formålet er, at du får indsigt i og forståelse for det tekniske gymnasiums fag og arbejdsmetoder, så du efterfølgende bliver bedre i stand til at træffe valg om studieretning.

Begge forløb fylder 45 timer og de er begge tværfaglige forløb mellem flere fag. I PU indgår teknologi og samfundsfag og fagene kemi, biologi, fysik og matematik samarbejder i NV.

De to forløb afsluttes med individuelle prøver og karakteren for dem begge kommer til at fremgå af dit studentereksamensbevis.

Når grundforløbet er slut, dannes helt nye klasser – nemlig studieretningsklasser.
Også studieretningsforløbet indledes med et kort introduktionsforløb, så du får mulighed for at lære dine nye klassekammerater lidt bedre at kende. I skal være sammen i hele studieretningsforløbet, som starter i 1.g i november og slutter med studentereksamen i 3.g.

STUDIERETNING

De sidste 2½ år på HANSENBERG Tekniske Gymnasium går du på en studieretning.

En studieretning er et forløb bygget op omkring en række obligatoriske fag som matematik, fysik, kemi og biologi og studieretningsfag, der bl.a. tæller kommunikation/it, samfundsfag og teknologihistorie samt et teknikfag.

Her har du mulighed for at fordybe dig og arbejde med emner, som du virkelig brænder for. Du vælger også 1-3 valgfag som et supplement til din uddannelse.

Din klasse kommer til at bestå af elever på samme studieretning som dig.

STUDIEOMRÅDET - PÅ TVÆRS AF ALLE 3 ÅR

Din udvikling fra folkeskoleelev til gymnasieelev og derefter fra gymnasieelev til studerende er vigtig, fordi du bl.a. lærer om flere forskellige arbejdsformer og modeller samt informationssøgning og projektarbejde.

HANSENBERG Tekniske Gymnasiums STUDIERETNINGER OG STUDIERETNINGSFAG:

Fysikkens verden: Matematik A og Fysik A

Den digitale verden: Matematik A og Informationsteknologi B

Bioteknologi: Matematik A og Biotek A

Naturens verden: Matematik A og Biologi B

Produktudvikling og design: Teknologi A og Design B

Medier og kommunikation: Kommunikation/IT A og Engelsk A

TEKNIKFAG A I 3.G

I 3.g skal du vælge et teknikfag. På HANSENBERG Tekniske Gymnasium udbydes alle 3 teknikfag:

  • Byggeri og energi
  • Design og produktion - vælg mellem følgende 2 områder:

Mekanik og elektronik
Formgivning og bearbejdning af træ og tekstiler

  • Proces, levnedsmiddel og sundhed

 
Teknikfag er et stort tværfagligt fag på A-niveau og er særligt for HTX-uddannelsen.