UDFORSK NYHEDERNE

Et kig på 3 års uddannelse

Vejledere, undervisere samt nuværende og tidligere elever stod klar til at fortælle om dagligdagen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, da der onsdag var Uddannelsesaften.

August, sol og skolestart kan måske synes langt væk en halvkold januardag, men onsdag aften kom det hele lidt tættere på.

HANSENBERG Tekniske Gymnasium i Kolding holdt nemlig Uddannelsesaften, hvor alle interesserede kunne få et indblik i, hvad tre års uddannelse på gymnasiet indebærer. Og den mulighed benyttede mange grundskoleelever sig af sammen med deres forældre.

Rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium Marianne B. Johansen holdt en kort velkomsttale, hvori hun fortalte om studieretninger, studiemiljø og videreuddannelse. Men rektoren lagde især vægt på, at potentielle nye elever skulle bruge uddannelsesaftenen til at få en fornemmelse af, om stedet er noget for dem:

”Man får en fantastisk flot studenterhue, men I skal også mærke efter, om I kan se jer selv her i tre år. For det allervigtigste er, at I har tre gode år”.

Marianne B. Johansen opfordrede også de besøgende til at få en snak med vejledere, undervisere samt nuværende og tidligere elever på den spændende uddannelsesmesse, der var stillet an til efter velkomsten:

”I kan møde nogle gamle elever, som gerne vil fortælle om, hvad de har brugt deres uddannelse til”.

Interessen for at høre om dagligdagen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium var stor, da der onsdag aften var Uddannelsesaften.

Fandt den røde tråd

En af de elever var Kathrine Duholm Nielsen. Hun blev sidste år student fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og hun er nu godt i gang med at uddanne sig til grafisk designer i Aalborg.

”Da jeg startede på gymnasiet, havde jeg tanker om at uddanne mig inden for grafisk design eller film. Men undervejs stod det klart, hvad jeg gerne ville være. For i løbet af de tre år fik jeg fik en smagsprøve på alle de ting, der interesserer mig, og det hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg ville bruge min tid på”, fortalte Kathrine Duholm Nielsen, som også fremhævede fællesskabet på HANSENBERG Tekniske Gymnasium:

”Jeg savner HTX helt vildt meget, for man får bare noget socialt fællesskab her. Alle kender hinanden på tværs af årgange”.

Missede du muligheden for at kigge indenfor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, har du chancen igen, når der lørdag den 25. januar klokken 10 til 14 er Åbent Hus på hele HANSENBERG.

”I løbet af de tre år fik jeg fik en smagsprøve på alle de ting, der interesserer mig, og det hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg ville bruge min tid på”, fortalte Kathrine Duholm Nielsen, der sidste år blev student fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583