UDFORSK NYHEDERNE

Virtuelt forløb på teknisk gymnasium kulminerer med flotte præsentationer

Arbejdet med det afsluttende eksamensprojekt i teknologi har for eleverne i 2.x været noget anderledes end ellers.

Normalt slutter elever i 2.g, der har teknologi på B-niveau, det store teknologiprojekt af med en mundtlig eksamen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Men som så meget andet i denne tid har elevernes arbejde med teknologiprojektet været præget af coronakrisen. Den mundtlige eksamen er således aflyst – og hele forløbet har kørt virtuelt. Eleverne har heller ikke haft en uge i HANSENBERGs værksteder til at få deres produkt fra papiret og ud i virkeligheden.

Til gengæld fik alle elever i 2.x i denne uge mulighed for at præsentere projekterne for hinanden – og evaluere hinandens arbejde, ud fra om projekterne eksempelvis var innovative og realistiske, så der til sidst kunne kåres en vinder. Derudover har eleverne brugt flere ressourcer på rapporten end ellers, fortæller lektor Louise Baldus Iversen:

”Projektet plejer at være meget hands-on, men det har været meget anderledes i år. Generelt har rapporterne været mere lækre, end de plejer at være, fordi eleverne har brugt flere ressourcer på det tekstmæssige indhold. De har haft større fokus på metoder”.

Store problemstillinger

Det er Børne- og Undervisningsministeriet, der hvert år stiller en eksamensopgave i teknologi på B-niveau. I år har temaet været ”iscenesættelse”. Eleverne har derfor arbejdet med samfundsrelevante problemstillinger, der iscenesætter enten det offentlige rum, hjemmet eller kroppen. Eleverne har udviklet produkter, der kan virke som løsninger på de problemer, de selv har udpeget.

Opgaven fik 2.x stillet den 16. marts, og den 6. maj afleverede de rapporten.

HANSENBERG Tekniske Gymnasium

Eleverne i 2.x præsenterede deres projekter for hinanden – og skulle også bedømme hinandens idéer.

Mindre støj i hjemmet

”Motivationen har været større, når vi har kunnet lave et produkt i værkstedet. Men jeg kan godt lide at skrive rapport. Der har været mere arbejde i det, men på den anden side har vi også kunnet fokusere på én ting. Det gav ro, at man kunne fordybe sig mere, og det var fedt. Der var mere tid til at finde kilder, som kunne dokumentere ens produkt”, siger Jonas Korsgaard fra 2.x.

Hans gruppe har arbejdet med iscenesættelse af hjemmet, og helt konkret har de arbejdet med at udvikle en lyddæmpende reol.

”For mange handler iscenesættelse af hjemmet om indretning, men vi skulle også pege på et problem. Og kunne vi dæmpe støj i en lejlighed i byen, kunne det blive mere interessant at bo i lejligheden”, forklarer Jonas Korsgaard.

”Så vi har udviklet et produkt, der kan flere ting. Reolen skal dæmpe lyden fra selve lejligheden, men også mindske støjen ude fra gaden. Samtidig er der en masse huller i den, så man selv kan bestemme størrelsen af reolen – og hvor den skal placeres i lejligheden”.

Processen med at få projektet helt på plads som en gruppe har været udfordrende, konstaterer Jonas Korsgaard:

”Normalt sidder vi i klassen og kommunikerer ansigt til ansigt. Det har jeg savnet. Bare det der med at kunne lave skitser på et whiteboard har man manglet. Det er bare ikke det samme, når man sidder hver for sig derhjemme og skal dele skærm med sin gruppe”.

Jonas Korsgaard og hans gruppe har arbejdet på at udvikle en lyddæmpende reol.

Fiks flise

Gruppen, der løb af med den interne konkurrence i 2.x – og efter præsentationerne kunne slappe af med rundbold, fodbold og is med klassekammeraterne – bestod af Julie Kristensen, Silas Hoppenworth og Henrik Thinggaard Olesen.

Idéen, der sikrede dem sejren, er kaldet ”Permeable”. Der er tale om en flise til gågademiljøer i specielt lavtliggende byer. Flisen skal absorbere vand.

”Kolding var ramt af oversvømmelse i februar, og man kan kun pumpe vandet fra ét sted til et andet. I flisen kan der gro for eksempel tusindfryd, der ikke bare har et godt rodnet, men som også skaber et flot byliv”, forklarer Silas Hoppenworth.

”Vi tænkte først og fremmest på funktionalitet og derefter på bæredygtighed”, tilføjer Henrik Thinggaard Olesen.

Netop bæredygtighed er et strategisk fokuspunkt på HANSENBERG.

Silas Hoppenworth og Henrik Thinggaard Olesen er her i gang med at præsentere den fikse flise, som kan absorbere vand i gågademiljøer.

Vinderholdet ved den interne konkurrence i 2.x: Henrik Thinggaard Olesen, Julie Kristensen og Silas Hoppenworth.

Efter præsentationerne var det tid til rundbold, fodbold og lækre is på HANSENBERG Tekniske Gymnasiums boldbane.

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583