UDFORSK NYHEDERNE

Teknikfag med en smag af øl

Torsdag bliver der med stor præcision hældt øl i meget små glas på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Elever i 3.g, der har valgt teknikfaget Proces, levnedsmiddel og sundhed, har nemlig siden sommerferien arbejdet med blandt andet ølbrygning. Og nu er det så tid til at smage og teste resultaterne.

”Allerede tredje gang, vi havde faget, begyndte vi at brygge, for øllet skal gære. Vi arbejder sammen i grupper, og i vores gruppe har vi brygget én slags øl, men i tre forskellige varianter. Og så undersøger vi, om vores variationer kan konkurrere med en købt øl”, forklarer Laura Normand.

Andre fra holdet er forsøgskaniner, og i forbindelse med blindsmagning udfylder de et sensorikskema, hvor de blandt andet svarer på, hvilke smage og dufte de kan identificere. Svarene indgår i den rapport, som holdet skal aflevere den 9. oktober.

”Vi har helt klart fundet ud af, hvordan processen er ved ølbrygning. Egentlig kan jeg ikke lide øl, men jeg synes, at vores er god”, siger Laura.

Hun har valgt Proces, levnedsmiddel og sundhed, fordi hun gerne vil arbejde med hænderne, mens hun udforsker forskellige områder:

”Det er nogle meget spændende ting, vi arbejder med i faget. Vi tager for eksempel fat på et samfundsmæssigt problem, hvor der er brug for en løsning. Vi giver så vores bud på, hvad den løsning kan være”.

Laura ved endnu ikke helt, hvilken videregående uddannelse hun vil i gang med efter gymnasiet, men retningen er sat:

”Det bliver nok noget inden for anatomi – enten for dyr eller mennesker”.

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583