Ayda og Ilia Jameian formår at kombinere eliteidræt med en gymnasial uddannelse på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.
Sport og studentereksamen spiller sammen
De er bror og søster. De dyrker begge taekwondo og kickboksning på højeste plan. Og så har de planer om læse medicin efter studentereksamen.
Ilia og Ayda Jameian er Team Danmark-elever på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, hvilket betyder, at søskendeparret tager studentereksamen på fire år i stedet for tre. På den måde er det muligt for dem at kombinere en gymnasial uddannelse med eliteidræt.
Og nu har Ilia afsluttet de fire års studier med et flot 12-tal i sin sidste eksamen, hvor han var oppe i sit studieområdeprojekt (SOP), der omhandlede ebola og den såkaldte SIR-model.
”Det var en fornøjelse at være til eksamen, for jeg har virkelig arbejdet meget med min SOP, og det arbejde fik jeg mulighed for at vise frem. Samtidig samler SOP op på alt det, man har lavet i fire år på gymnasiet. Det er dejligt at kunne bruge de metoder, jeg har lært”.
Søskende og bedste venner
Det var Ayda, som gav sin bror studenterhuen på, og få timer senere var det Ilias tur til at tage tjansen. For selv om Ayda først formelt bliver student næste år, valgte hun at få en hue allerede i år:
”Jeg skal sige farvel til mine klassekammerater gennem tre år, og jeg ville rigtig gerne have dem til at skrive i min hue. Efter sommerferien fortsætter jeg i en ny klasse – den nuværende 2.g biotek – men jeg kender dem allerede, fordi vi har idéhistorie sammen”, forklarer Ayda, som nu kan holde sommerferie efter et 10-tal i mundtlig dansk i sidste eksamen.
Hun erkender dog, at det bliver underligt at skulle undvære sin bror i dagligdagen, når han flytter til Aarhus for at læse medicin:
”Det bliver ret hårdt, for vi træner sammen, går i skole sammen, laver projekter sammen, har fælles vennekreds og laver klubarbejde sammen. Vi er nærmest bedste venner. Men det drejer sig kun om et år – så skal jeg forhåbentlig også læse medicin i Aarhus”.
Naturligt studievalg
Ambitionen om at læse medicin er en af grundene til, at de har valgt teknisk gymnasium:
”Jeg har altid vidst, at jeg ville læse medicin, og derfor har jeg valgt HTX, som er meget naturvidenskabelig. Det er nærmest et miniuniversitet”, siger Ilia.
”HANSENBERG Tekniske Gymnasium er virkelig en flot skole med lyse og indbydende lokaler – og meget udstyr, hvilket er dejligt”, tilføjer Ayda.
De er enige om, at sport og uddannelse har spillet godt sammen på gymnasiet:
”Jeg kan helt klart anbefale andre elitesportsudøvere at blive Team Danmark-elev på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Undervisere og vejledere vil til enhver tid hjælpe, alt det de kan, når idræt og skole indimellem kolliderer”, forklarer Ilia og uddyber:
”Hvis der var et stævne, fik jeg efterfølgende undervisning i det, jeg havde misset. Sådan nogle eksempler er der bare mange af, og de gør mig glad for mit valg. Det har været nogle gode år, og jeg vil virkelig savne HANSENBERG. Man bliver dannet som menneske. Da jeg startede, var jeg en lille dreng, men nu er jeg blevet mere voksen”.
”Eller i hvert fald en lidt større dreng”, lyder det kækt fra lillesøster.
Ayda og Ilia – som kom til Danmark fra Iran i slutningen af 2011 – har blandt andet vundet de danske mesterskaber i både taekwondo og kickboksning. Næste mål er VM i taekwondo til oktober – og længere frem i tiden er det OL i 2024, der trænes hen imod.
PRESSEKONTAKT
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583