UDFORSK NYHEDERNE

Spanske gæster griber gymnasiets idéer

HANSENBERG Tekniske Gymnasium har i denne uge besøg af to lærere fra Spanien. Formålet med besøget er blandt andet at udveksle erfaringer, og de spanske lærere får flere gode tips med hjem i bagagen, fortæller de.

Det globale perspektiv kommer helt tæt på elever og lærere ved HANSENBERG Tekniske Gymnasium i denne uge.

Via Erasmus+, som er EU's uddannelsesprogram, har gymnasiet nemlig besøg af to lærere fra Spanien, Lourdes Baile og Alexandre Rios. De følger undervisningen i en række fag - og vender undervisningsmetoder med deres danske kolleger.

For formålet med besøget er netop at udveksle erfaringer på tværs af grænser, og de to spanske lærere tager flere metoder med sig hjem. Det fortæller Lourdes Baile:

"Metoder, som vi gerne vil implementere i undervisningen på vores skole, er allerede dagligdag her på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Vi kan derfor se, hvordan metoderne virker i praksis. Vi får indsigt i mange ting, som vi kan tage fat på, når vi kommer hjem".

Lourdes Baile og Alexandre Rios arbejder på skolen I.E.S. Gabriel y Galán i byen Montehermoso

Lourdes Baile og Alexandre Rios forklarer, at alle har taget godt imod dem på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. ”Fra første dag har vi følt os godt tilpas og meget velkomne, og det gør alting meget nemmere. Alle er meget venlige og hjælpsomme”, siger Lourdes Baile.

Interessante resultater

Det er eksempelvis erfaringer med projektbaseret undervisning, som Lourdes Baile og Alexandre Rios tager med sig hjem. Elever på HANSENBERG Tekniske Gymnasium lærer at koble teori med virkelighed, og igennem projektarbejde bliver idéer til reelle produkter.

"Spansk lovgivning peger os mere og mere i en projektbaseret retning. Her på gymnasiet ser vi, at den retning fungerer. Vi vil forsøge at opfordre vores kolleger til at gøre noget lignende, for resultaterne er meget interessante", forklarer Alexandre Rios.

"Jeg har også bidt mærke i, at lærerne her bruger tid på at forberede forskellige ting, som virkelig aktiverer eleverne i undervisningen. Lærerne gør meget for at få eleverne til at føle sig trygge, hvilket skaber stort engagement".

Anderledes tilgang

Alexandre Rios og Lourdes Baile arbejder på skolen I.E.S. Gabriel y Galán i byen Montehermoso, der ligger omkring 300 km vest for Madrid. Og her fylder bøger, blokke og blyanter stadig meget i skoletaskerne.

"Her på gymnasiet anvender eleverne computere i stedet for notesblokke i undervisningen. Det er meget anderledes end på vores skole. Og så er jeg vild med det store, åbne fællesrum og kantinen. Den slags har vi heller ikke", siger Lourdes Baile.

Rektor ved HANSENBERG Tekniske Gymnasium Peter Michael Kjærgård er glad for besøget fra Spanien, for det er med til at give eleverne både indsigt i - og udsigt til - en global verden:

"Vores elever bliver udfordret på at skulle forklare på engelsk, hvad de er i gang med - og hvorledes de opfatter vores undervisningsindhold og metoder".

Peter Michael Kjærgård peger samtidig på, at medarbejderne også får meget ud af besøget fra Spanien:

"Vi bliver skarpere på vores måde at undervise på, når vi over for fremmede skal forklare, hvorledes vi underviser. Det giver gode dialoger, fordi det spanske uddannelsessystem er meget anderledes end vores - og det er deres måde at undervise på også".

Erasmus+ giver tilskud til europæiske mobilitets- og samarbejdsprojekter i børnehaver, grundskoler, på ungdomsuddannelser, erhvervsrettede grund- og efteruddannelser og videregående uddannelser.

Derudover giver Erasmus+ tilskud til projekter inden for almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt ungdomsområdet og idræt.