UDFORSK NYHEDERNE

Rullende universitet rykkede ind

Elever på HANSENBERG Tekniske Gymnasium fik undervisning af studerende og forskere fra Aarhus Universitet.

Hvordan ser fysikken bag 3D-briller ud? Hvad er personlig medicin, og hvordan bruges det? Hvad er de positive og negative konsekvenser ved brugen af smartphones?

Det er nogle af de spørgsmål, som eleverne på HANSENBERG Tekniske Gymnasium den 13. marts fik svar på. Det rullende Universitet – hvor forskere og studerende fra Aarhus Universitet en hel dag underviser alle gymnasiets elever – var nemlig på besøg.

Og eleverne på HANSENBERG Tekniske Gymnasium fik ros med på vejen fra projektleder ved Det rullende Universitet Laura Munk Petersen:

”Vores undervisere har mødt nogle reflekterende og nysgerrige elever, der byder ind med deres egne idéer, og det er spændende for os”.

”Vi fortæller om Aarhus Universitet, men vi er her også for at fortælle, at undervisningen på et universitet er andet end forelæsninger. Det er vigtigt, at gymnasieelever møder nogle studerende, de kan spejle sig i – og som måske har truffet nogle valg, som de nu også selv skal til at træffe”, tilføjede Laura Munk Petersen.

Eleverne på HANSENBERG Tekniske Gymnasium fik både undervisning og vejledning om en række uddannelser, da Det rullende Universitet besøgte gymnasiet.

”Vores undervisere har mødt nogle reflekterende og nysgerrige elever, der byder ind med deres egne idéer, og det er spændende for os”, sagde projektleder ved Det rullende Universitet Laura Munk Petersen.

Indblik i forventninger

En af de elever, der allerede er begyndt at træffe valg, er Maja Nygaard Madsen, som går i 1.g på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Hun har planer om at læse til ergoterapeut efter gymnasiet, og hun er glad for den undervisning og vejledning, som Det rullende Universitet leverer:

”Vi lærer noget nyt og får en anden form for undervisning og nogle nye inputs. Det er fedt, at der kommer nogen udefra, så man lærer noget om det at være studerende – og ikke kun om selve uddannelserne. Man kan læse nok så meget om en specifik uddannelse, men det med studieliv og selvdisciplin er noget andet, så det er godt at høre fra andre, hvordan de gør det – og hvad der forventes af en”.

Det rullende Universitet havde 11 undervisere og en studievejleder med i Kolding.

”Det er fedt, at der kommer nogen udefra, så man lærer noget om det at være studerende – og ikke kun om selve uddannelserne”, siger Maja Nygaard Madsen om besøget.

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig 
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583