UDFORSK NYHEDERNE

Opfindere dystede om dm-pladser

HANSENBERG Tekniske Gymnasium havde et hold med ved Company Programme på Koldinghus, og eleverne gav deres bud på fremtidens kaffemaskine.

Company Programme – tidligere kendt under navnet Young Enterprise – nærmer sig den afgørende fase, og onsdag var holdet fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium i ilden på Koldinghus.

Dermed var eleverne med ved de Syddanske mesterskaber i iværksætteri og innovation, hvor 15 hold gik videre til Danmarksmesterskabet. Desværre blev Koldinghus endestation for Niclas Møller, Martin Hjuler, Anders Sørensen og Jeppe Enevold Jensens deltagelse, men eleverne er enige om, at de har fået meget ud af oplevelsen:

"Vi har fået masser af inputs til, hvordan produktet kan forbedres. Det er nogle dygtige dommer, der kommer med konstruktive kommentarer til, hvordan man skal forbedre sit produkt," fortæller Niclas Møller.

De fire elever har opfundet en app-styret kaffemaskine, som skal gøre det muligt for ansatte i virksomheder at tænde for kaffemaskinen via mobiltelefonen, så den friskbryggede kaffe står klar, når der er brug for den.

Idéen er, at man mindsker spildtid – eksempelvis i form af mindre medarbejdersnak ved kaffemaskinen.

Løvens hule for gymnasieelever

Idéen skulle først prøves af foran dommere – og senere på dagen på scenen foran et større publikum.

Direktør ved AN Consulting Arndt Nørgaard er en af dommerne ved konkurrencen. Og han løfter lidt af sløret for, hvad der giver pluspoint ved konkurrencen, der minder om tv-programmet "Løvens hule":

"Man lægger vægt på elevernes entusiasme i projektet – om de har lyst til det her."

Ifølge Arndt Nørgaard forsøger dommerne derfor at få en fornemmelse af, om eleverne ønsker at arbejde videre med deres produkt, når de har fået studenterhuen på.

 

Nu gælder det eksamen

Den slags overvejelser går holdet fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium på nuværende tidspunkt ikke med.

"Det er et godt teoretisk produkt, men det kommer sandsynligvis ikke videre. Der skal være en økonomisk fremtid i det – og ingen af os har desværre en egenkapital på et par millioner kroner," konstaterer Niclas Møller.

Han peger dog på, at holdet har fået mange gode råd med sig fra deltagelsen i Company Programme – og de råd har de tænkt sig at bruge, når de senere på året skal til eksamen i Teknologi A:

"Vi tager den feedback og erfaring, vi har fået, med os til eksamen."

Elevernes lærer i Teknologi A, Morten Jørgensen, konstaterer da også, at holdet efter konkurrencen er ved godt mod:

"De har haft en god dag, og de har lært noget."

Company Programmes finale - finder sted den 26. april i København.

For mere information kontakt venligst
Presseansvarlig
Lars Haslev
lha@hansenberg.dk

T: 7932 0432
M: 6014 2835