UDFORSK NYHEDERNE

Karen vandt over kræften og er nu superstudent

Stort tillykke til 20-årige Karen Therkelsen fra studieretningen BiotekMat – Bioteknologi og Matematik – som netop er blevet student fra HTX på HANSENBERG GYMNASIUM med skolens højeste gennemsnit. Søger hun ind på en videregående uddannelse inden for to år, ender hun med et snit på svimlende 13,1. Og ikke nok med det har hun også vundet over kræften.

Når Karen Therkelsen sætter sig et mål, gennemfører hun det. Det er hendes flotte karaktergennemsnit et synligt bevis på.

Konkurrencemenneske. Sådan beskriver Karen Therkelsen sig selv.

Og det er måske ikke så underligt endda. Hun er nemlig i dag blevet student fra HTX på HANSENBERG GYMNASIUM i Kolding med bioteknologi, dansk, matematik og teknikfag på A-niveau - og skolens absolut højeste snit på 12,2.  Det får hun, hvis hun ganger snittet med de 1,03, som man har lov til med fire fag på A-niveau.

Søger Karen ind på en videregående uddannelse inden for to år, må hun også gange sit snit med 1,08, og dermed vil hun have et snit på imponerende 13,1.

En kamp mod sig selv

Karen er med andre ord det, man de seneste år har døbt 'superstudent'. Altså en af dem der får så gode karakterer, at det decideret sprænger skalaen.

Den sidste topkarakter kom i hus onsdag på HANSENBERG GYMNASIUM, da Karen satte trumf på sit imponerende resultat med et sikkert 12-tal i SO (Studieområdet, red.). Dermed ikke bare sprængte hun karakterskalaen, men har også mulighed for at overgå den gamle 13-skala ved hurtig videreuddannelse.

Selv er Karen Therkelsen da også ganske tilfreds med sit flotte resultat.

"Det har været noget, jeg skulle bevise over for mig selv, at jeg kunne. En kamp mod mig selv. Det er i høj grad flid og hårdt arbejde, der ligger bag, og så selvfølgelig også interesse og dygtighed," siger Karen Therkelsen.

Rask efter kræftsygdom

Karens tid på HANSENBERG skulle dog vise sig at blive mere turbulent end de flestes. Kort før studiestart i sommeren 2012 fik hun pludselig som blot 16-årig konstateret bindevævskræft i den venstre fod.

Trods kræftsygdommen fortsatte hun dog på en særlig ordning, hvor hun kunne deltage i undervisningen, når hun var i stand til det. Hun afsluttede samfundsfag det år - i øvrigt med et 12-tal.

I dag er Karen rask. Efter længere tids behandling slap hun heldigvis af med sygdommen og kunne i august 2013 begynde forfra i 1.g. Nu med et nyt mål. Som der står i hendes mørkeblå studenterhue: Viljen til at ville skaber evnen til at kunne.

De seneste tre år har Karen kun fået 12 på nær to 10-taller og et enkelt 7-tal. 23 styk er det blevet til.

Det er dog ikke sådan, at hun har brugt alle vågne timer med snuden i bøgerne. Der har også været tid til andre ting.

"Jeg synes, at jeg har knoklet for det. Men jeg føler ikke, at skolen har taget al min tid," siger den 20-årige student.

Inden de tunge bøger kalder igen

Kræften har sat sine spor, men hun ser tiden med sygdom fra den lyse side. Hun lever livet.

"Jeg er taknemmelig over alt det, jeg har fået, og laver de ting, der gør mig glad. Jeg har desuden lært, hvor mine grænser går, og hvad jeg er i stand til at udrette," siger Karen Therkelsen.

Hun regner med at søge ind på uddannelsen til ingeniør i bioteknologi i København - langt fra hjembyen Kolding.

Inden de tunge bøger kalder igen, er der dog lige studentergilder og fester, et sabbatår med arbejde samt et højskoleophold, der skal klares.

Markant fremgang

Den 23. juni 2016 dimitterer 66 HTX-studenter ved translokation på HANSENBERG GYMNASIUM.

Ifølge rektor Peter Michael Kjærgård har årets studenter klaret sig markant bedre med et højere karaktergennemsnit end sidste års dimittender.

"Karaktergennemsnittet er steget fra 6,8 sidste år til 7,5 i år. Normalt vil en stigning på 0,3 være både sjælden og signifikant, men det er helt vildt, at stigningen i år er på 0,7. Det er vi meget glade og stolte over," siger Peter Michael Kjærgård.

"Men vi er heller ikke overraskede. Vores øgede fokus på effektiv læring har styrket elevernes lyst og evne til at lære mere," slår han fast.