INTERNATIONAL HÆDER TIL HANSENBERG-ELEV
DET ER SUNDT AT HAVE ET INTERNATIONALT UDSYN
Det mener Christoffer Mahmens Nim, der går i 2.g BioTek på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Han var derfor helt frisk på opgaven, da en lærer opfordrede ham til at være med i en stor konkurrence for de bedste unge oversættere i EU.
Og den 17-årige gymnasieelev klarede sig godt. Meget godt endda. Juryen fra Europa-Kommissionen vurderede nemlig, at to danske elevers oversættelser var så gode, at der var grund til særlig omtale. Christoffer Mahmens Nim var en af de elever.
”Der er én vinder fra hvert land – og den anden elev, der fik ekstra rosende omtale, gik videre. Så jeg kom på en andenplads”, fortæller Christoffer Mahmens Nim.
BIDT AF SPROG
Vinderen af den nationale del af konkurrencen får en rejse til Bruxelles, men måske tager Christoffer Mahmens Nim en dag alligevel turen til den belgiske hovedstad, for han er slet ikke færdig med at lege med sprog:
”Der er bare et eller andet ved andre sprog. Det er godt at kunne noget fra andre steder end bare lige der, hvor man selv stammer fra. Sprog fanger mig bare, og jeg vil gerne ud at rejse.”
Når Christoffer Mahmens Nim får sin studentereksamen, regner han derfor med at tage to sabbatår:
”Det første år skal jeg tjene nogle penge, og derefter vil jeg gerne se det meste af verden. Det behøver jeg dog ikke at nå inden for de to første år.”
FLOT SELSKAB
HANSENBERG Tekniske Gymnasium havde tre elever med i konkurrencen, der går under navnet Juvenes Translators.
Det er lektor ved HANSENBERG Tekniske Gymnasium Iben Rasmussen, der har stået for afviklingen af konkurrencen på HANSENBERG. Hun bider mærke i, at blot 13 danske skoler har fået lov til at være repræsenteret i Europa-Kommissionens konkurrence:
”Det er som regel elever fra STX, der får mulighed for at deltage. Vi ved allerede, at vi har meget dygtige elever inden for naturvidenskab, så det er fedt også at have elever, der udmærker sig på den sproglige front.”
Du kan læse mere om konkurrencen her: https://ec.europa.eu/info/juvenes-translatores_da