UDFORSK NYHEDERNE

Første htx-studenter leverer tang til en 10’er

Forleden fik de første EUX-studenter huerne på, og nu er det så HTX-studenternes tur på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Henrik og Nicolai er de to første htx-studenter på HANSENBERG Tekniske Gymnasium 2023.

Alle 3.g’erne skal i den sidste eksamen op i deres teknikfag – og årets første HTX-studenter er Henrik Villumsen og Nicolai Knudsen, som sammen har været oppe i Proces, levnedsmiddel og sundhed.

”Det er megafedt at blive student – og ikke mindst at slutte af med et rigtigt HTX-projekt sammen med sin makker i stedet for at være alene oppe til en danskeksamen for eksempel”, fortæller Nicolai.

De to studenter har i deres eksamensprojekt arbejdet med fermentering af tang til svinefoder – et såkaldt aminosyrekompleks, der kan bidrage med masser af proteiner til grise.

Projektet sikrede dem begge et flot 10-tal.

Nicolai valgte et teknisk gymnasium, fordi han vil læse videre til programmør.

Henrik har planer om at læse til dyrlæge efter et sabbatår eller to.

”Vi har forsøgt at producere et miljøhjælpende produkt – et alternativ til importeret soja fra regnskoven”, forklarer Henrik, der i øvrigt har planer om at læse til dyrlæge efter et sabbatår eller to:

”Det er derfor, jeg har valgt at tage en HTX”.

Nicolai valgte også HTX frem for et alment gymnasium, fordi han gerne vil være programmør:

”Det er stadig planen, men først skal Henrik og jeg ud at rejse sammen. Vi skal fire-fem måneder til Nepal, Kina og Japan”.

”Vi skal vandre i Nepal, opleve byliv i Kina og kultur og mad i Japan”, tilføjer Henrik.

Nicolai og Henrik har lagt planer for deres videregående uddannelser, men først skal de ud at rejse sammen. Fire-fem måneder med hhv. vandring i Nepal, byliv i Kina og kultur og mad i Japan.

Stort tillykke til Henrik og Nicolai – og til tirsdagens øvrige studenter – og held og lykke til alle, som endnu har den sidste eksamen til gode 😊

 

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583