Lørdag den 12. november er det for første gang muligt at opleve First LEGO League i Kolding, når 100 elever fra folkeskolen skal dyste med LEGO-robotter på HANSENBERG.
First LEGO League handler i år om vores venner med pels, fjer og finner. 10 hold med unge fra 6. klasse skal dyste mod hinanden for at finde løsninger, der gør det muligt for mennesker og dyr at hjælpe hinanden.
Det er første gang, First LEGO League (FLL) kommer til Kolding, og flere skoler fra Kolding stiller til start ved turneringen, som foregår på erhvervsskolen HANSENBERG.
Formålet med FLL er at sætte fokus på de naturvidenskabelige og teknologiske fag. Forud for turneringen har de deltagende skoler fået en opgave, som eleverne har arbejdet med. De deltagende hold skal løse opgaver inden for kategorierne forskning, teknologi, formidling og samarbejde.
LEGO-ROBOTTER
I forskningsdelen skal holdene vælge en problemstilling. I teknologidelen skal holdene designe, programmere og teste en autonom robot, som skal løse robotopgaver på en bane. Her bruger holdene LEGO MINDSTORMS og en LEGO EV3-robot som redskab.
Derudover skal holdene samarbejde og markedsføre sig selv og deres arbejde. Kreativitet, samarbejde, design, vedholdenhed, sammenhold, entusiasme, vilje til at markere sig, leg og læring er centrale elementer i projektet.
TÆNKE SOM FORSKERE
"Vi udfordrer de unge til at tænke som forskere og bruge nye teknologier på en spændende måde. Erfaringerne fra First LEGO League i andre byer viser, at deltagerne derved lærer at arbejde på tværs af faglige grænser og tænke nye teknologier ind i undervisningen. De bliver klar til fremtidens udfordringer," siger Lars Mathiesen, medarrangør af FLL i Kolding og leder af XHOUSE, Koldings kreative eksperimentarium for elever og iværksættere.
BORGMESTER OVERRÆKKER POKALER
Dommerne i turneringen er repræsentanter fra folkeskolen og uddannelsesinstitutioner.
2. viceborgmester i Kolding, Christian Haugk (S), holder åbningstalen, og borgmester Jørn Pedersen (V) uddeler pokaler til dagens bedste præstationer og medaljer til alle deltagere om eftermiddagen.
Det bedste hold går videre til den skandinaviske First LEGO League-finale i Bodø i Norge den 3. december.
Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem HANSENBERG, Kolding Naturskole og Pædagogisk Center i Kolding.
For mere information kontakt venligst
Presseansvarlig
Lars Haslev
lha@hansenberg.dk
T: 7932 0432
M: 6014 2835